Mange bruger kun ét mundstykke til alt, uanset om det er gulvet, tæppet eller sofaen, der skal renses. Det er synd, for de forskellige mundstykker er lavet til hver deres overflade, og forskellen kan mærkes med det samme, når man begynder at skifte mellem dem. Et par minutters omtanke, før man går i gang, gør hele rengøringen både hurtigere og mere grundig. De fleste husstande ejer allerede de rigtige mundstykker, men mange ligger glemt i en skuffe eller nederst i en pose, fordi de aldrig bliver taget i brug.
Til et hårdt gulv er et bredt mundstykke med bløde børster det bedste valg. Børsterne løsner støv og fnug uden at ridse overfladen, og den brede flade dækker mere plads på kortere tid. Til tæpper skal børsterne derimod ofte slås fra eller skiftes ud, så mundstykket i stedet roterer let og trækker snavset op fra dybere lag i fibrene. Går man for hurtigt frem med det forkerte mundstykke, risikerer man både at overse snavs og at bruge unødigt lang tid på opgaven.
Møbler og de svære hjørner
Møbler og bløde tekstiler har brug for et helt andet mundstykke. Et lille polstermundstykke er skånsomt nok til sofaer, stole og gardiner, og det efterlader ikke mærker på stoffet. Til hjørner, fuger og kanter langs fodpanelerne er en smal fugemundstykke uundværlig, for det når ind i sprækker, hvor det brede mundstykke slet ikke kan komme til.
Det er også en god idé at holde mundstykkerne rene. Hår, tråde og støv sætter sig hurtigt fast i børsterne, og et beskidt mundstykke gør arbejdet dårligere, uanset hvor godt selve støvsugeren ellers trækker. Tag et par minutter en gang imellem til at rense mundstykkerne for fnug, så de bliver ved med at virke optimalt gennem hele deres levetid.
Når du planlægger rengøringen, kan det derfor betale sig at tænke i rækkefølge: start med de bløde tekstiler og møbler, og slut af med gulvet, så støv, der falder ned undervejs, bliver samlet op til sidst. På den måde undgår du at skulle støvsuge samme flade to gange, og hele opgaven går hurtigere fra hånden. Med tiden bliver det en naturlig rutine at gribe efter det rette mundstykke, uden at man engang skal tænke over det.
